Skip to content Skip to footer

Studieplatformen er et specialudviklet system, der giver en bibelskolestudent mulighed for at følge et studieforløb på en platform, der integrerer videoundervisning med fuld tekstsøgning i undervisningsmaterialet, skriftsteder samt egne notater.

Studieplatformen udvikles uafhængigt af, men i tæt samarbejde med GOD focus. Det betyder, at vi har mulighed for at påvirke udviklingen af Studieplatformen i en retning, der passer som hånd i handske med vores vision.

Studieplatformen bliver den primære platform for vores deep-dive bibelundervisning. Vi kommer til at poste undervisningsvideoer på andre platformen også – såsom YouTube, X og Rumble – men vores deep-dive undervisning kommer til eksklusivt at ligge på Studieplatformen.

Da Studieplatformen er i aktiv udvikling, er det svært at beskrive præcist, hvad den kommer til at tilbyde af funktionalitet, men her er en liste over nogle af de funktioner, der p.t. er på tegnebrættet:

 Fuld, søgebar afskrift

Alle videoer, der uploades til Studieplatformen, bliver automatisk transskriberet hvilket betyder, at alt, hvad der bliver sagt på videoerne, også kommer til at ligge i tekstform. Én af de største udfordringer, når man ser en stor mænge undervisning på video, er at genfinde specifikke passager. Ofte kommer man til at bruge meget tid på at spole frem og tilbage i videoerne for at genfinde information. Ved at have muligheden for at søge i afskriften af videoen, vil det være legende let at genfinde det, man leder efter. Når man har fundet det. man ledte efter, klikker man blot på søgeresultatet, og Studieplatformen finder automatisk den korrekte video frem og spoler frem til det korrekte sted på videoen.

 Fuld tekst og skriftsteder valgfrit lagt ind over videoen

Det er muligt at få afskriften af videoen vist hen over videoen (som undertekster). Det samme med skriftstederne, der bliver brugt i undervisningen. Dette vil især være en stor hjælp for hørehæmmede.

 Søgbare skriftsteder

Ligesom med afskriften af videoen, kommer alle skriftstederne, der bliver brugt i videoerne, til at ligge på en måde, så man kan søge på dem. Man kan søge både på teksten i skriftstederne samt på referencerne. Du kan eksempelvis søge på “joh. 3:16” og få en liste over alle de videoer, hvor Johannes 3, 16 bliver refereret.

 Egne, søgbare notater

Mens man sidder og ser en undervisningsvideo, kan man skrive notater direkte inde på Studieplatformen. Notaterne kommer til at indeholde en reference til netop det sted på videoen, man var kommet til, da man skrev notatet. Efterfølgende kan man, ligesom med afskriften og skriftstederne, søge i egne notater, og når man klikker på søgeresultatet, finder Studieplatformen automatisk den rigtige video frem og spoler frem til det sted, hvor notatet blev oprettet.

 Nøgleordssøgning på tværs af videoer og kurser

Der vil være knyttet en række nøgleord til undervisningsvideoerne, så man eksempelvis kan søge på ordet “helbredelse” og få en liste over de videoer, hvor der tales om helbredelse.

 Indlagte tests og prøver

Vi har mulighed for, når vi lægger undervisning op på Studieplatformen, at oprette test eller prøver, så studenten løbende kan dokumentere sin nyerhvervede viden. Det kan være et stor test i slutningen af et kursus eller en række små-tests, der dukker op løbende igennem undervisningen.